Bestyrelsen:
Bestyrelsen skal sikre, at begge hold kører efter samme retningslinier m.h.t. turneringsform, præmieregler, kontingenter etc., således at de 2 hold i videst muligt omfang opfattes som en enhed. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer er til stede. Alle tvivlsspørgsmål afgøres ved simpelt flertal. Bestyrelsen offentliggører ved sæsonstart en fortegnelse på hjemmesiden over de 2 holds medlemmer, en spilleplan, en substitutliste samt en venteliste for de medlemmer af SG, der ønsker at blive medlemmer af bridgeklubben. Bestyrelsen rapporterer om ønsket til SG’s bestyrelse om den forløbne sæsons aktiviteter m.v. Bestyrelsesmedlemmerne er kontingentfrie.
Medlemmerne:
Såfremt et medlem er forhindret i at møde op til en spilleaften, er vedkommende forpligtet til at skaffe en substitut, som helst skal være medlem af SG. Medlemmerne er ligeledes forpligtet til at medvirke til at skabe en hyggelig klubatmosfære.
Ledige pladser:
Såfremt der bliver en ledig plads til et nyt par, skal bestyrelsen tilbyde denne plads til det par eller den person, der står øverst på ventelisten. Hvis nr. 1 er en enkeltperson, kan vedkommende selv vælge en makker, som ikke nødvendigvis skal hentes fra ventelisten. Hvis nr. 1 ikke kan eller ønsker at modtage tilbuddet, rykker parret/personen sidst på ventelisten. Såfremt et par mister den ene spiller, har den tilbageværende ret til selv at vælge en ny makker, der ikke nødvendigvis skal hentes fra ventelisten.
Eksklusion:
Skulle et medlem gentagne gange ikke overholde pligten til at sørge for substitut i tilfælde af frafald, eller i øvrigt groft tilsidesætte hensynet til opnåelse af en hyggelig klubatmosfære, har en enig og fuldtallig bestyrelse ret til at ekskludere det pågældende medlem.
Godkendt på generalforsamlingen den 31. marts 2010.